|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Jan Poulsen
Det er ikke hver dag en organist træder 5 skridt frem og griber mikrofonen. Men når det endelig sker, så er Adventure naturligvis på pletten. Jan Poulsen her mødt det tidligere Green On Red medlem Chris Cacavas, der er den ene musikalske leverandør på singlen i dette nummer.
Københavns gratis sommerunderholdning har aldrig været bedre end i år. Og det kan vi takke et bryggeri og en forening for. Nej, ikke Tuborg og Muskelsvindsfonden, men Carlsberg og Foreningen til Fælledparkens Forskønnelse. De var for første gang gået sammen for at skabe et bedre program i Fælledparken end tidligere, og det blev det også. "Det er det store i det små" tænkte jeg, da jeg fik programmet. Allerede åbningsballet den 19. maj havde svært ved at blive mere interessant: Chris Cacavas & Junk Yard Love for første gang på turné! Som læserne måske kan huske fra nummer 1 fik vi desværre ikke Cacavas at se på Giant Sand's turné, men nu skulle han ud og lufte sine egne sange fra sin hidtil eneste LP, "Chris Cacavas And Junk Yard Love".
Junk Yard Love i København var Chris Cacavas på sang og guitar, guitaristen John Thoman, bassisten Michael Borens og Billy Blaze på trommer. Hvor Thoman og Borens begge er kend te ansigter pa Vestkystens 80'er scene - førstenævnte fra The Rain Parade og Borens fra 45 Grave og The Romans - syntes Blaze ikke at vække associationer. Hvem bar han spillet med før?
"Jeg kunne nævne et par navne, men han har bedt mig sige: "No previous bands". Så det må du nøjes med. Han bar spillet rundt omkring Los Angeles, hvor jeg hørte ham og syntes om hans spil, og nu er han her".
"Er gruppen i dag The Junk Yard Love, eller er det blot et navn du benytter, og så iøvrigt arbejder med de musikere, du har lyst til?".
"Well, det er faktisk begge dele. Jeg samlede oprindeligt bandet til et par koncerter i Los Angeles og San Fransisco og turen her, og det går så godt, at jeg tror det godt kunne blive mit første egentlige band. Og det er også sandsynligt, at vi laver min næste LP sammen".
"Hvornår skal den indspilles?"
"Så hurtigt som muligt!".
"Men du spillede kun tre nye sange i eftermiddag?".
"Ja, ja, men jeg har flere! Ja, vi spillede tre nye i dag, men de andre er på udviklingsstadiet og vil først tageform under indspilningen".
"Så du skriver i studiet?".
"Sure man!".
Ny plade eller ej. For de fleste danskere er debut'en stadig ny, også når dette læses, for den er aldrig udsendt officielt herhjemme.Pladen kan dog fås i flere af de import-butikker, der bl.a. annoncerer her i bladet.
Pladen er indspillet i februar '88 og februar '89 med en såkaldt super lineup: John Thoman (The Rain Parade), Mark Walton og Steve Wynn (The Dream Syndicate), Keith Mitchell (Green On Red), Tom Stevens (The Long Ryders) og Johnette Napolitano (Concrete Blonde) - alle bidrager de til en fuldblods rock-LP, der lyrisk flere steder er en tung affære. Flere af sangene er mørke og direkte smertefulde (se Heyday-artiklen i nummer 1).
"Var det en dårlig periode i dit liv?".
"Nej, og dog! Men jeg finder det lettere at skrive om livets mørkere sider. Mit liv er ikke altid mørkt, sådan som det portrætteres i mine sange. Det er op og ned, som det er for alle. Jeg opfatter min sangskrivning som en bluesmusikers musik: Tingene kommer af sig selv, og pludselig siger jeg: "Wauw, der var den!". Jeg ved aldrig, hvad det ender med, men jeg har en brændende passion for livets mørkere sider - det være sig "mørke" romaner, film o.s.v. Jeg er tiltrukket af det; det er mysteriefyldt, modsat livets lysere, øjeblikke, der er til at tage og føle på".
Et eksempel på Chris Cacavas' musik finder du som sagt på den medfølgende singleplade. Et kort, men godt iørefaldende nummer, "Can You Hear?", nok skal skærpe din lyst til at høre hans LP. Nummeret er et af de første han skrev, efter han blev fyret fra Green On Red. En gruppe han var med til at danne for 10 år siden, hvor han som den eneste, der kunne spille, også hurtigt blev det ene kompositoriske kraftcenter. Det andet hed Dan Stuart, der også tog sig af teksterne. Cacavas fik behørig credit for sine sange indtil Chuck Prophet blev medlem i '84. Derefter blev alle sange crediteret "Green On Red", og det fordi at gruppen syntes, at tiden var inde til en demokratisk fordeling af opgaver og løn. "F1ot gjort af Dan" var Cacavas' kommentar i dag, for det kan ikke nægtes, at Dan Stuart var Green On Red. Og altid havde været det - lige siden debut'en "Two Bibles" i sommeren '81. En plade, som Stuart siden har taget skarp afstand fra, og ønsker slettet fra sit "forfatterskab". En holdning jeg bestemt ikke kan forstå; men hvad siger Cacavas. Er han enig med Stuart?
"Nej; det er jeg ikke. Pladen var gruppen dengang. Man kan se tilbage på den i dag, og se hvorfra vores rødder og inspiration kom. Teknisk kan den måske virke lidt pinlig i sim primitive form. Men det var os dengang. Pladen var måske lidt udenfor vores sædvanlige stil på det tidspunkt, og kan i dag ikke ses som det første skridt i en udviklingsproces, men snarere som en plade, der peger tilbage. Det er i al fald sådan Dan føler. Men når jeg lytter til den, hører jeg alligevel begyndelsen på vores musikalske retning - jeg kan ikke beskrive det, men jeg kan høre det".
Pladen blev kun trykt i 1.000 eksemplarer og historien går, at over halvdelen af oplaget siden er blevet destrueret. Af de fem sange på pladen er der især en, der skiller sig ud og varsler, hvad der skulle følge på mini-LP'en "Green On Red", og det er sangen "Tragedy". En sang, der forrige år blev inkluderet på Down There sampleren "Only 39.999.999 Behind 'Thriller'". Gruppens første LP "Gravity Talks" kom i '83, og i '84 på efterfølgeren "Gas Food Lodging" var gruppen udvidet med guitaristen Chuck Prophet.
"Hvad betød det for dig og Green On Red, at han blev medlem?".
"Det betød flere ting. Da han kom var han virkelig god, og det var fedt for bandet, men også lidt hårdt for mig, for jeg var fyren, der spillede lead og også havde en del med vores kompositioner at gøre. Da han så kom, bragte han en hel ny attitude ind i bandet og det var fedt. Jeg lærte en masse af ham, men det var samtidig også svært at acceptere min nye rolle - at træde tilbage for at gøre plads til denne nye fyr".
"Så han blev hurtigt leder af bandet sammen med Dan Stuart, og dig og Jack Watcrson blev reduceret til statister?".
"Well, nu ska' du høre, hvordan jeg ser det: Chuck kom og han var denne super-guitarist - det var han og det ved han. Det ved alle, det kan ikke nægtes, og jeg skulle til at vende mig til min nye rolle i baggrunden. Jeg kunne foreslå melodier og akkorder og jeg gjorde det, og de vurderede mine forslag på lige fod med deres egne, og det så meget fair ud. Men hvad sker der, når der er to guitarister i et band? Så er der ikke rigtig plads til et keyboard. Det kan dukke op her og der, men det er der ikke hele tiden mere.
Får da vi var en kvartet spillede jeg konstant. Nu var jeg reduceret til at spille ind imellem. Det havde jeg svært ved at acceptere. Men jeg endte med at nyde det, og jeg tror også jeg lærte af det!
Som tiden gik blev Dan og Chuck endnu mere sammenspiste, og jeg blev.. holdt ude, ja det er ordet - holdt ude".
"Så du gik, og Jack Watcrson gik også, eh?".
"Well, yeah, well, hvad der... nej for at være ærlig: Vi blev gået! Vi kom hjem fra en Europa-turné, hvor der havde været lidt problemer. Ikke noget særligt, men da vi kom hjem sagde Dan: "Green On Red eksisterer ikke de næste par måneder. Gør hvad I har lyst til".
Det næste jeg hørte var et par måneder efter, hvor jeg fandt ud af, at de var ved at lave en LP og hverken Jack eller jeg var med. Det gjorde bruddet. I hvert fald set med mine øjne. Vi havde ikke engang talt om det. Senere talte jeg med Chuck om det, men svaret var bare en sludder for en sladder. Hvad jeg siden hørte fra andre var, at pladeselskab og producer følte at Dan bevidst satte sig "ned på vores plan" for at skrive sange!
Og det gjorde han måske også, men hvad ønskede han? Teknisk overlegne sange, eller sange, der er gennemsyret af sjæl fordi de folk, der indspiller dem har kendt hinanden i årevis? Hvad var det han ønskede? Tilsyneladende det første på det tidspunkt. Eller det var i al fald det han troede, han ønskede!
Åh Gud, jeg håber, jeg aldrig bliver sådan. Nogle gange kan jeg mærke, jeg har en lille snert af den der ting med at gøre sangene professionelt mere korrekte o.s.v., men det er slet ikke det, det drejer sig om. Næh, det drejer sig om at finde de rette fyre med sjæl, og så få det til at ske, ligesom på John Hiatt's LP "Bring The Family": Sangene dér er løse og tynde, men går du ind i dem, så er pladen helt utrolig og ubeskrivelig. Jeg synes det er den allerbedste plade, der nogensinde er lavet. Jeg kan blive ved med at lytte til den.Den er så rå med den dér attitude: "Værsgo', her er jeg". Tingene sker bare, og så er det sgu' ligemeget om en tone eller akkord bliver slået forkert an. Hvorfor ikke lade dig overraske og lade tonerne komme til dig i stedet for hele tiden at vide bestemt, hvad du vil spille. Eller som Howe Gelb (Giant Sand) siger, når nogen kalder noget en fejl: "Det er ikke en fejl, det er en gave!". Det er smukt sagt. Det er noget jeg har lært af Howe. Men det er ikke det samme som at acceptere al lort, men nogle falske ting i rette sammenhæng kan være meget smukke".
"Hvad synes du om Green On Red i dag, hvor du har forladt dem?".
"Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige om det. Jeg hørte "Here Come The Snakes" og jeg kunne lide den med det samme. Jeg kan huske første gang jeg hørte den, hvordan jeg fik hjemvé og ønskede at det var mig, der spillede på den. Den nye ("This Time Around") har jeg ikke hørt, men flere folk har sagt, at den ikke er så god som "...Snakes". Jeg har og så hørt deres live-LP, og den er fed. Men i en periode kunne jeg ikke spille Green On Red plader - det gjorde ondt hver gang".
"Ser du stadig Dan eller Chuck?".
"Ja, jeg ser stadig Chuck. Vi går af og til ud sammen - vi har accepteret det der skete dengang. Det var sgu' hårdt for os begge, for vi var blevet rigtig gode venner på det tidspunkt".
Og venner har Cacavas mange af. Han er den af Vestkystens musikere, der har sat sit navn på flest plader. Hans musikalitet er kendt i vide kredse, og hvadenten der er brug for et keyboard, en guitar, en harmonika eller en sanger, så ved vennerne at de bare kan ringe efter Cacavas.
"Du ser ud til at medvirke på alle de plader, jeg kan lide?".
"Det må du meget undskylde!".
"Ha! Ha! Det var nu ikke sådan ment, så det skal du ikke undskylde. Men du kan istedet fortælle, hvordan du får tid til det. Bor du i et studie?".
"Ja, det tror jeg, min kone vil sige, at jeg går. Nej, faktisk har jeg ikke medvirket på så meget det sidste års tid. Men forrige år var jeg med på en hel del, det er rigtigt: Russ Tolman, Giant Sand, en masse Heyday-plader og en del mere. Men på det seneste er det ikke blevet til så meget, bortset fra lidt sang på den nye Steve Wynn LP".
"Lidt sang!! Skulle du ikke spille keyboard på den?".
"Nej, desværre. Jeg blev ikke inviteret til at spille på pladen, så du må nøjes med min stemme".
Og det gør jeg så. Og ofte. Men ligeså ofte på hans keyboard eller guitar, for de er som sagt med på oceaner af plader. Bl.a. også på din nye single - den tredie juvel fra Adventure. "Can You Hear?" - Cacavas fortjener at blive hørt!
in: Adventure, No. 3, November 1990.